top of page

Innovation i fagene (3w)

Forløbsbeskrivelsen

Forløbet i 3w på Hasseris Gymnasium har taget udgangspunkt i anvendelsen af fagene i praksis, hvor de deltagende fag primært har været bioteknologi og matematik. Yderligere har der også, i forbindelse med offentliggørelsen af AT, været en idegenereringsworkshop og endelig en workshop med Novel Engineering.

Der arbejdes ud fra fonden for entreprenørskabs forståelse for entreprenørskab som værende bestående af følgende fire dimensioner:

  • Handling.

  • Kreativitet.

  • Omverdensrelation.

  • Personlig indstilling.

Det er forsøgt at indlejre det entreprenante i den almindelige undervisning, og således forløber indsatsen over længere tid og flere steder i undervisning. Følgende gennemgås elevernes aktiviteter kort med anvendelse af fonden for entreprenørskabs fire dimensioner. Da det ved nogle aktiviteter kan være svært ikke at berøre mange/alle af dimensionerne, angives der ved hver aktivitet de et-to dimensioner, der har være det primære fokus. Aktiviteterne gennemgås her i kronologisk rækkefølge for skoleåret 2018-2019.

Aktivitet 1: September 2018

Eleverne har i matematik arbejdet med konstruktion og udførsel af statistiske undersøgelser. Dette er et matematisk emne, hvor eleverne nemt ser sammenhængen med verden omkring dem, da der løber ind i statistiske undersøgelser i deres hverdag i f.eks. faglitteratur, nyheder og valg. Aktiviteten har primært fokuseret på dimensionerne omverdensrelation og kreativitet. Omverdensrelationen blev sat i spil, idet eleverne havde brug for et vidensgrundlag at arbejde ud fra, for at der kunne laves en fornuftig undersøgelse. For at bidrage med dette, blev der holdt et debatmøde med en ekstern aktør, en buddhist, samt en religionslærer. Begge bidrog til at give eleverne en forståelse af den verden, de skulle undersøge. Kreativiteten kom i spil, idet opgaven var meget åben. Eleverne skulle selv afgøre, hvad de ville undersøge, samt hvilke metoder de ville bruge til dette. Der var dog enkelte bindinger mht. feltet og niveauet af den statistiske undersøgelse, idet det ikke var nok at eleverne arbejde med ren deskriptiv matematik. Arbejdet med konstruktionen og udførslen af undersøgelsen blev udført af mindre grupper af elever, og resultatet blev præsenteret for et lille panel af undervisere.

Aktivitet 2: Oktober 2018

Eleverne har i bioteknologi arbejdet kort med forskellige cases vedrørende medicinfremstilling, og de har overværet et oplæg af Åsa Fex Svenningsen om hjernen. Efterfølgende pitchede eleverne deres cases for hinanden. I denne aktivitet blev der primært fokuseret på omverdensrelationen, idet de overværede et ekspertoplæg og arbejdede med et egentlige bioteknologiske arbejdsområder. Dette giver eleverne en indsigt og et fremtidsperspektiv, i hvordan faget bioteknologi kan anvendes i praksis, både af dem selv, men også af samfundet.

Aktivitet 3: November 2018

Eleverne har i bioteknologi arbejdet med nye muligheder indenfor genteknologi med specielt fokus på de etiske problemer ifht. applikation af mulighederne i virkeligheden. I denne aktivitet er der et specifikt produktkrav, der er formidling til personer uden et specielt kendskab til området. Til formidlingen fik vi besøg af elever fra en folkeskole samt en 1.g klasse. Disse elever blev præsenteret for klassens produkter. Herefter vurderede de produkterne, med fokus på om de forstod budskabet. En stor del af øvelsen her var at tilegne sig relativ svære teoretisk viden for bagefter at være i stand til at formidle den til nogle udenforstående. Dette er, om noget, en evne der er relevant i et fremtidigt arbejdsliv. Der har været fokus på dimensionerne omverdensrelationer og handling. Omverdensrelationen er central, idet eleverne skulle forholde sig til stoffet og hvordan det på en fornuftig måde kan formidles til udenforstående. Handling er også centralt, idet eleverne selv skal undersøge området, hvorefter de selv vælger specifikt emne, samt hvorledes det skal formidles.

Aktivitet 4: Januar 2019

Eleverne har i bioteknologi arbejdet med ELISA-tests for ægløsning hos pandaer. De blev præsenteret for problemet med at få pandaer til at formere sig i fangenskab, blandt andet pga. kort interval for mulig befrugtning. Her blev eleverne introduceret for ideen bag testen og skulle udføre testen på (falsk) panda urin. Herefter konstruerede eleverne et produkt, med det formål at markedsføre testen til relevante aktører. Der har været fokus på dimensionerne handling og kreativitet. Begge dimensioner har været i spil i forhold til konstruktionen af produktet.

Aktivitet 5: Januar 2019

Klassen deltog i en workshop med fokus på idegenerering og idekvalificering, der lå i forbindelse med offentliggørelsen af årets AT-eksamensemne. Workshoppen startede om morgenen mandag den 28/1 og sluttede til frokost tirsdag den 29/1. Til AT eksamen er det muligt for eleven at vælge at lave en innovativ opgave, og for at afmystificere denne del af opgaven fik vi besøg af Frida Tarp fra Buisness Aalborg og Lene Lund for fonden for entreprenørskab. Frida Tarp gav eleverne en vinkel på socialt entreprenørskab, og Lene Lund præsenterede fondens arbejde. Efterfølgende arbejdede eleverne i den kreative dimension, hvor der var en session med idegenerering i samme stil som KIE-modellen. 

Elevernes ideer byggede blandt andet på deres omverdensrelation, men for at afklare om elevernes ideer var praktisk mulige, blev der arrangeret workshops. Her kunne eleverne ”shoppe” rundt blandt faglige eksperter på skolen, og få råd og vink til arbejdet med deres ide.

Elevernes ideer blev efterfølgende afklaret sammen med faglige vejledere, og endelig fortsatte ideudviklingen i en form som i KIE-modellen. Den følgende dag præsenterede Karin Skals eleverne for begrebet ”pitch,” og eleverne lavede ”pitches” af deres ideer. Disse pitches skulle senere vises for andre elever på skolen. Endelig sluttede workshoppen af med fokus på handling, da eleverne arbejdede med planlægning af de videre arbejde med eksamensopgaven og klargjorde deres ide til det første vejledningsmøde.

Aktivitet 6: Marts 2019

Den 4. marts var eleverne fra klassen på besøg hos CFU på Mylius Erichsens vej for at prøve kræfter med konceptet ”novel engineering”. Ideen var her at forsøge at arbejde innovativt og kreativt med tekstanalyse. Til dette blev der udvalgt tekster fra oldtidskundskab, Odysseens 9. sang, som blev læst højt for eleverne. Herefter skulle eleverne forholde sig til problemstillinger forskellige steder i teksten, og hvordan de kunne løses. Her blev de taget igennem flere faser, hvor der først var fokus på faserne idegenerering og ideudvælgelse. Da eleverne havde fået valgt en ide, blev der efterfølgende arbejdet med konceptudvikling, hvor de blandt andet skulle designe en prototype af deres løsning. Endelig afsluttedes seancen med produktpræsentation i matrixgrupper, hvor der var fokus på at koble deres designede prototype på det klassiske helteideal, eleverne allerede kendte fra oldtidskundskab. De dimensioner, der primært blev arbejdet med i denne aktivitet, var kreativitet og personlig indstilling. Kreativiteten var helt central, idet den havde en nøglerolle både i forhold til opstillingen af mulige problemer, men også i forbindelse med design af prototyperne. Den personlige indstilling endte også med at blive en central dimension, idet arbejdet forløber mere legende og ustruktureret end den almindelige undervisning. Dermed skulle eleverne ”turde” investere energi i projekt, inden de ville få et udbytte ud af det til slut. 

Aktivitet 7: Marts 2019

I forbindelse med en ekskursion til København besøgte klassen DTU bioscience. Her har fokus været på dimensionerne omverdensrelation og kreativitet. Omverdensrelationen kom i spil, idet besøget på DTU præsenterer eleverne for uddannelses- og karrieremuligheder indenfor bioteknologi, og de opnår en relation til en af Danmarks højborge indenfor bioteknologisk forskning. Kreativiteten var i spil, idet eleverne har stiftet bekendtskab med moderne højteknologiske laboratorieudstyr og set, hvordan det kan udnyttes i udviklingen af hurtigere/smartere dataopsamling. De erkender vigtigheden af den fortsatte udvikling af apparatur og metoder, hvilket formodes at pirre deres nysgerrighed for denne del af bioteknologien. 

Aktivitet 8: April-maj 2019

Som den sidste aktivitet arbejdede eleverne med perspektivtegning i matematik. Her fik de en bunden opgave indenfor perspektivtegning, som gik ud på at producere billede til skolens sociale medier. Skolens rektor er dommer ved konkurrencen, og det bedste produkt blev vist på skolen facebook-side. Målet var at lave figurer på gulvet, der, når de blev set fra den rigtige vinkel, lignede noget, f.eks. rigtige bogstaver. Dette kendes nok bedst fra tekst på gulvene i sportshaller og lignende. Når de filmes fra den rigtige vinkel, ser det ud til, at de er 3-dimensionelle og står op på banen, men når de filmes fra andre vinkler, ses det, at de er 2-dimensionelle og ligger ned på banen. Aktiviteten har primært fokuseret på handling og på kreativitet. Kreativiteten er kommet i spil, idet eleverne selv skal designe deres produkt og handlingen er i fokus idet eleverne selv skal finde ud af føre deres produkt ud i livet.

Please reload

Logo Hasseris Gymnasium
bottom of page